Vi ser ind i mellem phishing-mails (fupmails, fra engelsk fishing "fiskeri"), der afsendes i Dandomains navn som et forsøg på at snyde vores kunder og udnytte vores troværdighed. Formålet phishing-mails er at narre dig til at udlevere personlige oplysninger, overføre penge eller downloade skadelig software (malware). Bemærk, at Dandomain altid kun sender mails fra dandomain.dk-domænet, og at alle mails fra os er digitalt signeret.
Du kan genkende en phishing-mail ved at kigge på afsenderadressen eller de links, som mailen indeholder.
Hold musen over afsenderadressen eller et link, og undersøg, hvor det linker hen (uden at klikke).
Indholdet af disse mails kan ofte være rigtig godt lavet, så de ligner en ægte mail med logo osv., men afsenderadressen vil altid afsløre en phishing-mail. Der er desværre svært at forhindre phishing-mails, da alle i princippet kan afsende en e-mail.
Vær opmærksom
Hvis du har modtaget en phishing-mail er det meget vigtigt at du IKKE:
- klikker på links og knapper i mailen
- indtaster brugernavne eller adgangskoder
- indtaster kortoplysninger
- overfører penge via bankoverførsel, MobilePay, PayPal el. lign.
Du bør markere mailen som "uønsket", "junk" eller "spam" og derefter slette den, og du skal naturligvis ikke forsøge at betale eller indtaste dine oplysninger noget sted.
Du er altid velkommen til at kontakte vores kundeservice, hvis du er i tvivl – vedlæg gerne et screenshot eller en kopi af mailen, hvis du kontakter os.
Hvad skal jeg gøre, hvis jeg allerede har gjort noget af ovenstående?
Hvis du kun har klikket på et link i en phishing-mail og ikke gjort yderligere, er der ofte ingen grund til bekymring (med mindre der er downloaded malware på din enhed -kør en virusskanning).
- Har du indtastet kreditkortoplysninger, skal du omgående kontakte din bank og få spærret dit kort.
- Har du indtastet et brugernavn og/eller adgangskode, skal du omgående ændre adgangskoden til det pågældende brugernavn ALLE de steder, du måtte bruge den samme adgangskode.
- Har du indtastet oplysninger vedr. MitID, skal du omgående kontakte din bank eller MitID-support og gøre dem opmærksomme på det samt eventuelt høre, hvad du skal gøre derfra.
- Har du overført penge via bankoverførsel, MobilePay el. lign., skal du omgående kontakte din bank og gøre dem opmærksomme på det.
Hvis du henter app'en Mit digitale selvforsvar til din smartphone, vil du få advarsler, når vi bliver opmærksomme på, at der bliver udsendt phishing.