Billedformater og filstørrelser

I denne artikel:


     

    Introduktion

    I denne artikel gennemgår vi de vigtigste ting, du skal vide om billedfiler i din webshop.

     

    Billedformater og filstørrelser

    Billedformater (filtyper)

    Når en kunde besøger din webshop, bruger de en af flere tilgængelige browsere (Firefox, Chrome, Edge, Safari, Opera osv.), og derfor skal de billedformater, du bruger i din webshop, være egnede til brug på nettet. De mest populære og bedst understøttede formater er JPG/JPEG, PNG og GIF. Du kan f.eks. ikke uploade en PhotoShop fil (.psd, .eps mv.) eller et PDF-dokument og forvente at browsere direkte kan vise indholdet i filen. Filformater til billeder i høj opløsning såsom TIF (.tiff) og rå kamerafiler (.nef, .cr2 osv.), er heller ikke egnet til direkte visning uden konvertering til et, af de understøttede formater (det er ikke muligt at ændre filformat ved blot at skifte endelse på filen fra f.eks. ".eps" til ".jpg", da filens data-indhold forbliver uændret). Vi ser nærmere på konvertering af billeder senere i denne artikel.

    Bemærk: Hvis du tilbyder filsalg, kan andre filtyper uploades via funktionaliteten for filsalg. Du kan læse mere om filsalg her. Du kan ligeledes benytte shoppens FTP funktionalitet til at lægge andre filtyper op i shoppens filhåndtering, hvis nødvendigt.

    Billedstørrelser (filstørrelser)

    Et billedes filstørrelse afhænger af billedets dimensioner (højde og bredde) og detaljegrad (jo flere farver, altså forskellige pixels, jo flere data). Du kan i princippet uploade så tunge billeder du ønsker i formaterne JPG/JPEG, PNG og GIF. Dog skal du være opmærksom på, at store billeder generelt ikke er egnet til visning på nettet da store mængder data kan sløve visningen (load tiden) af din shop (se sektionen "Hastighedsoptimering med WEBP" længere nede i artiklen). Store filer fylder ligeledes i systemet og begrænser den øvrige plads som du har til rådighed på dit abonnement. Vi anbefaler at du ikke anvender billeder direkte fra dit kamera eller leverandør (packshots, miljøbilleder osv.), medmindre billederne i forvejen er konverteret og skaleret ned til brug på nettet som beskrevet i sektionen herover. Sørg derfor for at gennemgå størrelsen på dine billeder, inden du uploader dem til shoppen. Nederst i artiklen kan du læse hvordan du massekonverterer billeder til andre formater og filstørrelser.

    Farveprofiler (ICC-farveprofil)

    Webshoppen genererer automatisk thumbnails (miniaturebilleder) til dine billeder, som vi også beskriver længere nede i denne artikel. Disse thumbnails oprettes med farveprofilen sRGB (sRGB IEC61966-2.1), som er standardprofilen til billeder på internettet. Vi anbefaler, at du gemmer alle dine billeder med denne farveprofil inden du uploader dem til webshoppen, da du kan opleve en forskel i farverne på dine billeder (orange farver ser brune ud osv.), hvis du bruger en anden farveprofil, som f.eks. Adobe RGB (PhotoShop), Apple RGB, ProPhoto RGB mv. De fleste billedredigeringsprogrammer (som f.eks. Affinity Photo) kan både vise og konvertere farveprofiler, inden du gemmer dine billeder til brug i webshoppen. Husk at nulstille dine thumbnails, hvis du foretager ændringer. Du kan læse mere om dette i sektionen "Thumbnails (miniaturebilleder)", herunder.

     

    Hvilke formater skal jeg benytte?

    • JPG/JPEG: Understøtter mange farver og ikke gennemsigtig baggrund. JPG egner sig til fotografier og andre komplekse billeder. Som udgangspunkt kan du bruge JPG til dine produktbilleder og bannere:
    • PNG: Understøtter gennemsigtig baggrund og mange farver. PNG egner sig til grafiske elementer, logo og tekst:
    • GIF: Understøtter gennemsigtig baggrund, få farver og kan benyttes til animationer. GIF egner sig til mindre grafiske elementer, logo og GIF-animationer med begrænset antal farver:

    Af ovenstående kan man udlede at produktbilleder og billedbannere mv. bør gemmes som JPG, så længe der er tale om fotos (produktbilleder konverteres automatisk til WEBP formatet, som beskrevet herunder). Forsøg så vidt muligt at holde billedstørrelser så små som muligt. Med JPG kan du styre kompressionen (billedkvaliteten) i din grafiske software (Affinity Photo, PhotoShop, Paint, IrfanView mv.), så balancen imellem billedkvalitet og filstørrelse når et acceptabelt niveau, uanset billedets dimensioner. Har du et logo med gennemsigtig baggrund, kan du benytte PNG eller GIF. Du bør dog være opmærksom på at GIF har sine begrænsninger i forhold til antal farver, og at animeret GIF hurtigt kan fylde en del.

    Hastighedsoptimering med WEBP

    Shoppen genererer automatisk en ekstra version af de billeder du lægger op i formatet WEBP. Det gælder for Produkt-, Slider- (billedbanner) og kategoribilleder. På denne måde kan shoppen servere billedet i WEBP format, hvis browseren understøtter dette, og ellers benyttes det originale billede som "fallback".

    Lægger man to billeder med samme navn, men i forskellige formater f.eks. "billede.jpg" og "billede.webp", så tager shoppen WEBP billedet hvis browseren understøtter formatet. Du kan med andre ord indsætte et JPG billede på en tekstside og lægge en udgave i WEBP med samme navn, under samme placering i shoppens filhåndtering (Webshop > Filer), hvorefter shoppen automatisk vælger imellem de to. De genererede miniature billeder (thumbnails) placeres automatisk i mappen "_thumbs", som er synlig via FTP.

    Er det nu også nødvendigt at gå ind i dette? –Da shoppen automatisk konverterer de mest essentielle billeder, behøver du ikke bekymre dig om denne funktionalitet. Det er dog godt at vide, så begreberne ikke er helt fremmede.

    WEBP er et billedformat, der oprindeligt er udviklet af On2 Technologies (nu Google) og som er designet til at fylde mindre end de gængse formater, men med samme kvalitet. Google Page Speed anbefaler WEBP som et optimeringsparameter, netop for at få en hurtigere side. 94% af alle browsere understøtter WEBP medio 2021, omend ikke alle billedbehandlingsprogrammer gør det. Hvis du selv ønsker at konvertere et billede til WEBP, i stedet for at lade shoppen gøre det, så kan du benytte Irfan View med WEBP-plugin -begge dele er gratis og findes via linket.

    Øvrige formater:

    SVG: Er i modsætning til ovenstående formater et skalerbart vektor format, altså ikke pixel grafik. SVG benyttes typisk til logo filer og har ingen fast størrelse, da denne beregnes ved visning. Shoppen understøtter i øjeblikket SVG i sideindholdet.

     

    Hvad er en passende billedstørrelse?

    Når vi taler om filstørrelser, vurderer man hvad filen benyttes til. Er det f.eks. produktbilleder, som der typisk er mange af, skal man sørge for at holde filstørrelsen nede. En passende filstørrelse til et produktbillede er imellem 50 og 350 KB (kilobytes), alt efter kompleksitet. Har du f.eks. et stort præsentationsbanner på forsiden (alt efter hvilket design du benytter), kan dette godt fylde mere, hvis du vurderer at det er vigtigt for shoppens fremtoning, omend det kan give længere load tid for besøgende, alt efter deres internetforbindelse mv.

    Her er nogle generelle guidelines til billedstørrelser i shoppen, som er baseret på shoppens standard design Simpl. Billedstørrelserne kan dog variere alt efter behov og design. Hvis dit design afviger fra standard-størrelserne vil det fremgå af designets designmanual:

    • Billedelement/slider (billedbanner): 2560x704 pixel
    • Blog banner: 2560x704 pixel
    • Blog forfatter: 50x50 pixel
    • Galleri: Frit, men anbefales at billedet er kvadratisk
    • Kalender event: 320x240 pixel
    • Produkt brand: 100x100 pixel
    • Produkter og varianter: 1220x1220 pixel (for en god opløsning på de fleste enheder)
    • Produktkategori: 380x380 pixel
    • Variant billede knapper: 34x34 pixel

    Billedet herunder kan tjene som eksempel på et produktbillede. Billedets filtype er JPG, dimensionerne er 1220x1220 pixel og fylder 169 KB. Klik på billedet for at se det i fuld størrelse, hvis dimensionerne på dit browservindue tillader fuld visning:

    Havde der været færre farver og detaljer ville billedet være lettere, fordi der benyttes færre data til at definere billedets indhold. Grunden til at billedet er kvadratisk skyldes, at det pågældende design fordrer et kvadratisk format. Dette kan variere fra design til design.

     

    Beskæring, skalering og konvertering

    Som shopejer er det vigtigt at finde et billedredigerings værktøj som kan løse de behov der opstår løbende, når man arbejder med produkt- og kategoribilleder, billedbannere, billeder til sideindhold, nyheder og blogindlæg mv. Billedfiler er et emne som godt kan fylde lidt i starten, men det er kun indtil man føler sig hjemme i proceduren. Produktbilledet i forrige sektion kan f.eks. godt virke stort til nogen produkter. Og i så fald kan man bare lave sine produktbilleder mindre. Man kan også overveje at benytte flere produktbilleder af samme produkt, taget fra forskellige vinkler for at vise forskellige egenskaber.

    I eksemplet herover har vi åbnet den originale billedfil i billedredigerings programmet Affinity Photo der kan erhverves for nogle få hundrede kroner. Herefter beskærer vi filen med crop værktøjet, og sætter en ny bredde på 900 pixel direkte i eksportdialogen (File > Export). Vi sørger for at skarpheden bibeholdes ved skaleringen (Resample), og sætter kompressionen (Quality) til 80%, hvorefter filstørrelsen reduceres betydeligt. Vi kan herefter benytte den nye billedfil som produktbillede i vores webshop:

    I dette eksempel har vi lagt et billede ind for hver farve, som vores produkt findes i, og sørget for at billederne skifter når vi vælger variant. Du kan læse mere om varianter i denne artikel.

    TIP: Softwaren herover kan i øvrigt også håndtere masse-skalering (batch conversion) hvis du har mange billeder, og nederst i denne artikel viser vi ligeledes hvordan du masse-skalerer billeder med IrfanView, som er gratis software.

     

    Thumbnails (miniaturebilleder)

    For hvert produktbillede oprettes automatisk et lille billede, også kaldet et "thumbnail", som benyttes til visning i oversigterne. Idéen bag dette er at mindske mængden af data, ved ikke at præsentere det fulde produktbillede, før man får vist produktet. I praksis dannes thumbnails første gang et produkt vises på shoppen. De dannes med andre ord løbende og arkiveres i shoppens filhåndtering:

    Du kan sætte kvaliteten (kompression), og dermed størrelsen på thumbnails i shoppen under Webshop > Design > Tilpas, under sektionen Indstillinger. Rul ned til Thumbnail kvalitet:

    Hvis du benytter produktbilleder som ikke udfylder billedrammen i produktvisningen, vil shoppen selv indsætte en farve i det område som ikke går til kant på både produkt billeder og thumbnails. Standard farvevalg for de fleste designs er transparent. Du kan ændre billedernes baggrundsfarve under Webshop > Design > Tilpas under sektionen Farver:

    Ovenstående betyder at thumbnails genereres med den valgte baggrundsfarve, første gang et produkt besøges, enten direkte eller via en produktoversigt i shoppen. Ændrer du efterfølgende baggrundsfarve på et billede, vil du ikke kunne se farveskiftet på thumbnails, før du nulstiller alle dine thumbnails i shoppen, så de genereres på ny, med den nye farve. Du kan nulstille dine thumbnails under Indstillinger > Webshopindstillinger > Nulstilling, som vist her:

    Husk at klikke på Gem for at gennemføre nulstillingen. Genindlæs herefter visningen i din browser (F5) for at se ændringerne ude på butiksfronten.

    I dette eksempel har vi en PNG billedfil med gennemsigtig baggrund, så vi kan se webshoppens baggrundsfarve bag motivet. Vores billede vil forblive gennemsigtigt uanset om vi vælger en baggrundsfarve i vores indstillinger eller ej, da billedet er kvadratisk og udfylder hele billedfeltet:

    I dette eksempel har vi et rektangulært billede med hvid baggrund. Baggrunden har vi sat til transparent:

    I dette eksempel har vi sat en baggrundsfarve. Den mørkere grå kan ses på hver side af billedet. Da shoppen genererer thumbnails med en bredde som designet foretrækker tilføjes baggrundsfarven i det område som ikke går til kant:

    Bemærk: Hvis du oplever at dine thumbnails har en anden farvetone end du forventer så skyldes det typisk, at billedet er uploadet med en farveprofil, som ikke er beregnet til brug på nettet. Se øverst i denne artikel for yderligere information omkring farveprofiler.

    Husk, at nulstille dine thumbnails (se sektionen herover) således, at ændringerne slår igennem ude på shoppen.

     

    Bannere (billedelement)

    Indholdssider giver mulighed for, at lægge et eller flere billedbannere (kaldet "billedelement") i en billedkarrusel, som vises i toppen af siden. Det er muligt at lægge tekst og link ind på banneret, og det er ligeledes muligt, at sætte et tidsinterval for, hvornår og hvor længe et billedelement skal være synligt, hvilket er oplagt til sæsonrelaterede kampagner, udsalg osv.

    I dette eksempel benyttes designet "Simpl", der som standard placerer banner-teksten i venstre side, hvilket kan ændres under opsætningsindstillingerne på designet –disse indstillinger kan variere fra design til design. Vi har lagt et banner på forsiden med størrelsen 2560 x 704 pixel:

     

    Logo

    Shoppen skelner imellem det logo, der benyttes ude på shoppen:

    Og det logo, som benyttes til e-mail og udskrift på ordrebekræftelse, faktura osv.

    Grunden til dette er blandt andet, at e-mails ikke nyder samme fleksibilitet i opsætningen som f.eks. en webshop der altid vises i en browser. Så her vil man typisk indsætte en eksakt billedstørrelse, hvorimod logoet på webshoppen kan skalere i størrelse alt efter visning på mobil, tablet og computer. Samtidigt er det udbredt at printe ordrebekræftelser, pakkesedler og faktura i sort/hvid, hvilket man kan tilgodese med en logofil til formålet (logodesigns leveres typisk i både farver, monokrom eller sort/hvid til blindtryk på salgsmaterialer og produkter mv.).

    Derfor er det muligt, at tilføje to separate logofiler under Webshop > Design > Tilpas i sektionen Grafik & skrifttyper ved, at ændre Logo type til "Grafik":

    Husk at klikke Gem når du har foretaget dine ændringer. Indstillinger som Logo position mv. er design-specifikke og kan derfor variere fra design til design. Du kan læse mere om hvordan du tilføjer et logo til dit design i denne artikel.

    Bemærk: Hvis du kun har valgt et logo til shoppens design og ikke til e-mails/print, benyttes automatisk den logofil som du har valgt til shoppens design (øverst i oversigten). Via print ikonerne på den enkelte ordre, kan du se hvordan logoet tager sig ud:

    I dette eksempel har vi klikket på fakturaikonet på ordren:

    Hvis vores logofil havde været større ville den skubbe indholdet ned på siden og danne en faktura der ser uharmonisk ud. Og da logoet ligeledes benyttes til ordremails som ordrebekræftelser osv. vil det også påvirke layoutet på de mails vi sender ud fra shoppen.

    Det er også muligt at benytte funktionen "E-mail og print preview", som du finder under både Indstillinger > E-mailindhold og Indstillinger > Printet indhold (Klik på knappen "E-mail og print preview"). Herefter får du mulighed for at opsætte din forhåndsvisning:

    1. Vælg de ønskede indstillinger: Ordre, Ordrestatus e-mails, den ønskede ordre osv.
    2. Klik på Vis for at generere et preview ud fra de valgte indstillinger

    Du kan i øvrigt læse mere om tilpasning af e-mail og udskrift template i denne artikel.

     

    Vandmærke

    Det er muligt i shoppen at placere et logo ovenpå alle eksisterende produktbilleder, for f.eks. at angive ejerskab mv. Dette kaldes et vandmærke. For at vandmærket tager sig bedst ud, bør det være et billede af typen PNG med gennemsigtig baggrund, og placeres på et billede der ikke i forvejen har gennemsigtig baggrund, hvilket ellers kan give pixelerings artefakter (uønsket støj), under sammenlægning af filerne.

    I eksemplet herunder er vandmærket placeret i bunden til venstre, på produktbilledet:

    Du finder indstillinger for vandmærke under Webshop > Design > Tilpas fold sektionen Grafik og skrifttyper ud, som beskrevet nærmere i denne artikel. Bemærk: hvis du ændrer i indstillinger for vandmærke eller skifter vandmærkebillede, skal thumbnails (miniaturebilleder) nulstilles, som beskrevet længere oppe i denne artikel, for at ændringerne slår igennem ude på shoppen.

    Læs mere om vandmærker her.

     

    Masseændring af billedfiler

    For at ændre billedstørrelse på en hel samling af billeder ad gangen (også kaldet batch eller bulk resizing/conversion) kan du benytte både online services og forskellige grafiske programmer så som f.eks. Affinity Photo, Photo Shop, Irfanview mv. der kører lokalt på din computer. Fordelen ved at vælge et program der kører lokalt er, at du ikke først skal uploade dine filer, for herefter at downloade efter fuldført konvertering. Det går med andre ord hurtigere, og du beholder dine filer i eget regi. Vi har valgt at vise et eksempel hvor vi benytter IrfanView, der efterhånden er en gammel kending på internettet, som både kan benyttes til at gennemse og ændre billeder.

    Klik på punkterne herunder for at følge guiden:

    Start IrfanView og åben dialogen til konvertering af billeder, ved at gå til "File > Batch Conversion/Rename..."

    Dialogen indeholder en række muligheder i forhold til filformat og billedstørrelse mv. som vi gennemgår i artiklen. Når først man kender til processen er det hurtigt at foretage masseændring af billedfiler via programmet:

    1. Her sættes den ønskede filtype. Når man skal klargøre billedfiler til brug på nettet, er de foretrukne filtyper JPG, PNG og GIF. Normale farvebilleder bør være JPG. Via knappen Options kan du sætte komprimeringen af billedet, hvilket vi gennemgår senere. Har du et grafisk billede, logo mv. som har gennemsigtig baggrund, kan du benytte PNG. Hvis billedet indeholder få eller ingen farvenuancer kan du benytte GIF. GIF understøtter også gennemsigtig baggrund og kan desuden animeres, altså vise en sekvens af billeder der skifter med mellemrum (du kan benytte programmet ScreenToGif hvis du vil lave GIF-animationer).
    2. Her sættes indstillingerne for billedstørrelse. Du kan f.eks. vælge at alle billeder skal have samme bredde.
    3. Her navigeres til den mappe med billeder du ønsker at konvertere
    4. Her udvælges de billeder, som skal omfattes af konverteringen fra visningen ovenfor
    5. Her vælger du hvor de konverterede billeder skal placeres
    6. Når du er klar til at gennemføre konverteringen, klikker du på knappen Start Batch

    Det ønskede filformat sættes ved at klikke på knappen Options, som vist på billedet. Herefter åbner konverteringsdialogen. Da dine produktbilleder typisk vil være af typen JPG/JPEG, viser vi dialogen for dette format. Øverst i dialogen har du en slider, hvor du kan sætte komprimeringen (kvaliteten) af billedet. Du vil ofte kunne benytte en kompression imellem 60 og 80. Jo lavere jo mindre fylder billedet.

    Klik på knappen Advanced for at få vist dialogen for billedstørrelse mv. Sæt flueben i RESIZE, hvorefter du kan sætte en standard bredde på alle dine billeder. Du kan ligeledes bede programmet sætte den længste side af billedet til en fast værdi, hvilket er praktisk hvis dine billeder svinger i formatet, f.eks. som portræt (højt/smalt billede), landskab (bredt/lavt billede).

    Vælg de filer der skal behandles, ved enten at markere dem, eller ved at klikke på knappen Add all, for at tilføje alle filerne i den valgte mappe.

    Når du er klar til at gennemføre konverteringen (og du har sat destinationsmappen under punkt 5 i oversigten) klikker du på knappen Start Batch.

     

    Nyttige links